Rejsebrev: Træningslejr Jamaica, 2009

Her følger en lille rejsedagbog fra træningslejren på Jamaica januar 2009

30/12 2008 – Turen går til Jamaica
Meget tidligt d. 30/12 startede vores lange rejse fra Århus til Jamaica. Vi havde aftalt at tage toget kl. 01.54 fra Århus Banegård og til Kastrup lufthavn, men problemer meldte sig allerede fra start, da Andreas ikke nåede toget! Gode råd var dyre, men han fik en af de andres storesøster på kollegiet til at køre efter toget. Efter min mindre jagt igennem natten indhentede de os i Middelfart.

De næste etaper af rejsen gik bedre, og både flyveturen mellem København og London, Heathrow samt turen vider til Miami gik planmæssigt. I Miami fik vi derimod nogen problemer med tiden. Selvom vi havde 2 timer i lufthavnen, så var de møjsommelige immigrations og toldregler med til at vi tidsmæssigt var relativt pressede. Vi nåede dog alt sammen, og ankom ved 8 tiden om aftenen i Kingston efter 25 timers rejse. Efter 30 min tur igennem byen var vi endelig fremme ved vores hus, og de fleste gik på hovedet i seng. Jeg gik lige en kort tur rundt i området med Andreas Bube og fik bl.a. set de noget tvivlsomme træningsfaciliteter de kunne præstere på stedet.

31/12 – Nytår og Bolt
Selv om jeg var meget træt efter rejsen, så kunne jeg ikke sove længere end til kl. 06.00, da de 6 timers tidsforskel til Danmark stadig rumsterede. Jeg tog derfor mine løbesko på og trodsede den kølige morgenluft og mørket, og begav mig på opdagelse i den universitetspark, hvor vi bor. Efter en længere løbetur var jeg nået igennem parken, og havde bl.a. haft mulighed for at følge en særdeles flot solopgang hen over bjergene. Det var en super flot første morgen. Jeg fortsatte løbeturen over til University of Technology (Utech), som er nabouniversitetet, og fik bl.a. set deres træningsforhold også. Vi bor på University of West Indies (UWI), hvor vi også træner. Det er bl.a. hjemsted for Usain Bolt, mens Utech er hjemsted for navne som Asafa Powell, Melaine Walker, Sherone Simpson, Michael Frater mv. På begge universiteter består træningsforholdene af en græsbane. På Utech har de brændt baneopdelinger i græsset på den 317 m lange bane, men der på UWI ikke engang er ordentlig baneopdelinger på den ca. 400 m lange bane, som egentlig er en gammel cricketbane!

Hen af dagen vågnede alle op, og vi fik hilst på en masse mennesker der skulle hjælpe os under vores ophold. Bl.a. Yanique, som er en lokal studerende, der sørger for at hjælpe os med praktiske ting. Hun er selv længdespringer, og med en PR på 6,23 m er hun ikke helt dårlig til det! Vi fik også hende til at arrangere at vi kunne købe billetter til den nytårsfest hun skulle med til om aftenen.

Hen på eftermiddagen stod den på første træningssession. Alle de lokale sprintere var i fuld gang med træningen, og skulede da list til de hvis der pludselig var dukket op. En spurgte fx om vi var fra England og om vi var maraton løbere!!! Noget af en fornærmelse vil jeg mene;-) Midt i deres træning dukkede Usain Bolt så pludselig op. Han virkede som den mest dovne af dem alle, men efter en meget kort opv., hoppede han på de andres program og løb nogle accelerationer med slæde. Første gang gled han og faldt, men på resten slog han de andre!

Om aftenen skulle vi så til den føromtalte nytårsfest. Vi vidste ikke helt hvad der ventede, men efter en halv times kørsel nåede vi op til den fedeste villa oppe i bjergene omkring Kingston. Det viste sig at vi har kommet med til en rigtig ”high-class” fest, og jeg indrømmer da gerne at jeg vist var lidt ”under-dressed”! Der var selvfølgelig fri bar og buffet hele aftenen. Maden i buffeten var ganske god. Den stod bl.a. på den glimrende ret ”Curry goat and rice”! Festen blev holdt i haven til luksusvillaen, hvor der bl.a. var en stor swimmingpool i midten. Udsigten var ubetalelig, men det blev ikke til meget fyrværkeri. Det er nemlig kun staten der har lov til at fyre raketter op, så det var lidt småt med fyrværkeriet. Det gjorde nu ikke noget, for vi havde en rigtig hyggelig aften i de fantastiske omgivelser. En DJ stod for underholdningen hele aftenen, og vi morede os lidt over nogle af de særprægede danse de lokale udførte! Kl. 3 tog vi godt trætte tilbage til vores hus, efter at værten ved festen lige havde sat prikken over i’et ved at vise et danske flag og en hilsen til os alle med en projektor der pegede ned på poolens bund. Det var nu en fræk lille detalje;-)

1/1 – Nytårsdag
En rigtig dagen derpå. Selvom vi var sent hjemme fra nytårsfesten, så stod den alligevel på to gange træning. Men første træning var ganske let, og folk var generelt lidt trætte. Efter første træning tog vi alle på KFC (Kentucky Fried Chicken), som var eneste sted på hele Campus der havde åbent.

Vi bor på Mona Campus, som ligger i bydelen Mona i hovedstaden Kingston. UWI er det største universitet i Caribien, og har afdelinger 3 steder (desuden Bahamas og Trinidad). Det er et stort og moderne universitet – lidt efter amerikansk og engelsk forbillede, og dækker stort set alle studieretninger, og har sportsfaciliteter til de fleste idrætter. Selve Campus området består af to tidligere sukkerplantager, og en 1,5 km lang akvædukt fra 1700-tallet går igennem Campus.

Eftermiddagen stod på hård træning nede på græsbanen. Pga. nytåret var der stort set forladt, og vi havde hele området for os selv.

2/1 – Hård træning og styrt!
Kl. 7.00 var vi klar til dagens første træningspas. Varmen og fugten er ikke ulidelig på det tidspunkt af dagen, og på grund af tidsforskellen, har vi ikke problemer (ikke så mange hvert fald) med at komme tidligt op om morgenen. Desværre falder der en masse fugt, så da Andreas skulle løbe de lange intervaller sammen med Jon, styrtede han noget så gevaldigt rundt i svinget, og rev sit knæ totalt op. En særdeles ærgerlig start på dagen, men heldigvis skete der ikke noget.

Om morgenen havde jeg været ovre forbi Utech og set alle de store stjerner man kender fra Jamaica træner derovre. Jeg fik hilst på træneren og fået lov til at vi kunne komme og træne der også. Navne som Asafa Powell, Michael Frater, Nesta Carter, Sherone Simpson, Melaine Walker, Shelly-Ann Fraser træner alle derovre, så der var nok at se på.

Eftermiddagen stod på rolig træning på vores eget stadion, og inden denne var vi i poolen, som egentlig er et udendørs svømmebassin på universitet.

3/1 – Morgentræning på Utech
I dag stod vi alle tidligt op. Jeg havde sagt at vi skulle gå kl. 6.30 til Utech. Alle var lidt trætte da vi begav os af sted, og der var da lidt morgensure miner over tidspunktet og den 30 min lange gåtur. Da vi kom over til Utech var stadion helt tom, og de fleste synes at det var lidt tosset at vi var gået derover for ingenting. Men kort efter at vi havde startet vores egen opvarmning kom hele træningsgruppen ud fra hallen, hvor de havde lavet styrkeøvelser, og skulle i gang med at løbe 14 x 200 m. Gruppen består af op til 60 sprintere, der for langt størstedelens vedkommende er på højt niveau. Det var imponerende at følge hele 9 olympiske medaljevindere løbe intervaller på samme tid, og selv om der var nogle der gemte sig lidt i mængden, så gav langt størstedelen den virkelig gas. Vi løb også selv intervaller, og Bubes højdepunkt var da han susede forbi en gruppe på 8-10 af de lokale på hans sidste interval.

Hjem var der noget bedre stemning, da det virkelig havde været turen værd at tage over til Utech, og de fleste fik også lejlighed til at snakke lidt med nogle af stjernerne!

4/1 – Udflugt og Ocho Rios
Første fridag var søndag. Vi havde lavet en aftale med en lokal chauffør der kom i en stor bus og hentede os. Han tog os tværs over øen, hvor vi kørte igennem det frodigste og flotteste område oppe i bjergene og langs snoede floder. Vi tog også lige et kort ”fruit stop”, hvor vi købte lidt bananer mv. Jeg købte en pose sukkerør, som man kunne tygge på. Det smagte utroligt godt .
Efter et par timers kørsel nåede vi frem til Ocho Rios, som er en af de vigtigste turistbyer på øen. Onsdag og torsdag ligger de store Caribien-krydstogsskibe til i byen, men om søndagen er der ikke det store. Der var et skib inde da vi kom der. Vi fortsatte til Runaway Bay 30 km derfra. Byen har fået sit navn efter dengang hvor englænderne drev spanierne væk fra øen. De flygtede væk gennem hulerne ud ud til vandet der hvor Runaway Bay ligger i dag.

Vi tog selvfølgelig også en tur ned i nogle af de underjordiske huler der var. En spændende tur med en sjov guide bragte os ind i underjordiske huler fyldt med flagermus. Vi kom også ned til en underjordisk sø, som bl.a. har været i brugt i en James Bond film, hvor der er en ubåd der sejler ind i en hule.

Bagefter tog vi til de kendte Dunn’s River Falls, som er en række små vandfald efter hinden. Vi gik ned i vandkanten og derfra kravlede op igennem de mange fald, der bringer det kølige bjergvand ned til havet. En mega sjov oplevelse at kravle op igennem vandfaldene. Nogle steder var man totalt dækket af vandkaskaderne, og måtte famle sig frem. Efter dette ville vi tage på stranden, men i samme øjeblik vi gik ned på stranden blev det overskyet, så efter en dukkert og 20 min på stranden tog vi videre i programmet. Vi blev kørt ned til det lokale craft market, hvor det var tid til at købe Jamaica t-shirts, lokale billeder etc. Vi fik hurtigt et par timer til at gå med at handle frem og tilbage – bl.a. fik Jon endelig købt en lille olietønde til at spille på! Han fik dog hurtigt forbud mod at spille på den, så vi andre ikke fik ondt i hovedet…

Kl. 9 om aftenen var vi endelig hjemme efter en lang dag med udflugt. Godt trætte gik de fleste på hovedet i seng, og selv om alle havde fået lov at sove længe næste dag (vi skulle først træne kl. 9), så sov alle inden klokken blev ti!

 

5/1 – På Stadium East og møde med Fitz Coleman og Grace Jackson

I dag var det endelig mandag, og alle de faciliteter der havde været lukket åbnede nu op. Vi tog derfor i vægtrummet fra morgenen af, og da det ligger 200 m fra vores hus, var det en let start på dagen. Flere havde ligefrem udtrykt at de savnede at træne vægt, så det var godt at komme op i det lille vægtrum og svede! Hen på eftermiddagen kom min kontakt Grace Jackson endelig forbi. Hun havde været i USA og besøge sin syge mor, men ikke længe efter at hun var kommet var der mere styr på mad og mange andre ting. Grace er tidlgiere topsrpinter med PR på 21,72 sek. på 200 m i OL finalen i 1988 som toppen af karrieren, men i dag er hun sports administrator på UWI og samtidig aktiv i det jamaicanske forbund. Hun er en yderst tiltalende kvinde, der for pigerne var lidt skræmmende at se, for på trods af at hun jo langt fra er topatlet mere, så har hun et imponerende ydre, og en højde på godt 1,80 m! Lidt senere på dagen kom Fitz Coleman også forbi. Fitz er tidligere træner for Usain Bolt, og er i dag primært hækspecialist. Fitz træner bl.a. 2 mænd der var i OL finalen på 110 m hæk, og desuden en koreanske hækkeløber med PR på ca. 13,50 sek., så jeg var hurtig til at få lavet en aftale omkring at Andreas og Jon kunne få et pas sammen med ham!

Om eftermiddagen var vi for første gang på kunststof, da vi tog ind på Stadium East, som er opvarmningsstadion til selve National Stadium, hvor der tidligere har været junior VM i atletik. Banen var lidt slidt og brændt af solen, men der var 8 rundbaner, og da ingen af de lokale bruger stadion på denne tid af året havde vi næsten banen for os selv. Andreas og Jon fik løbet hækteknik med fuld knald, og Sara og Bube løb 600 m test, hvor det for Saras vedkommende blev til PR.

Alle trænede rigtig hårdt (på nær Anne der havde lidt problemer med forlåret), så vi var godt trætte da vi kom tilbage til huset, hvor Margaret (vores kogekone) havde lavet ris med brune bønner og stegt kylling samt kogt blomkål til os.

 

6/1 – Intervaller på Utech

Igen havde vi taget den lange gåtur til Utech. Vi gik fra vores hus 6.15 for at nå over til Utech inden de var færdige med at træne. Vi havde hørt at det var ugens hårdeste intervalsæt der skulle løbes, og vi måtte da også konstatere at det så hårdt ud! De var startet omkring kl. 05.00, og da vi gik kl. 8.40 var de stadig i gang med at træne. Flere lå også havde det mere end bare almindeligt dårligt efter intervallerne, men efter lidt pause skule de i gang med kropsstyrke og medicinbold! Man må sige de træner hårdt. Vi mødte også en svensk journalist og en fotograf, som var derovre for at interviewe Asafa Powell til ”Dagens Nyheter”. De fortalte at de dagen forinden havde været oppe at interviewe Usain Bolts forældre, som stadig boede i slummen oppe på nordøen. Moderen sad og syede skoleuniformer, men faderen havde en lille biks. De sagde at der ville komme en længere artikel i avisen på søndag, så der må jeg hellere komme ind på DN’s hjemmeside.

Efter træning startede det med at regne, og med et par timers regn var luften klaret godt op til aftenens træning. Drengene skulle kun lave core-stability, så jeg tog ned på stadion kun med pigerne. Jeg fik lejlighed til at snakke lidt med Glenn Mills, som til daglig er træner for Usain Bolt. Han roste bl.a. Saras løbeteknik, så det var godt at høre. Bolt skulle løbe 5 x 300 m med 8 min pause på ca. 37 sek. (på græsbanen), men efter 3 løb måtte han opgive at fuldføre, da han var alt for træt! Sara fik liget sagt til ham at han da måtte tage sig sammen og få trænet det hele;-) Efter træning fik jeg også lige snakket lidt med en af fremtidens mænd på 100 m. Det var Yohan Blake, som sidste år løb fænomenale 10,11 sek. som junior og dermed satte Jamaicansk juniorrekord. Han var dog lidt blank omkring hvor Danmark lå – faktisk troede han at vi var fra Schweiz! Men, jeg fik dog forklaret ham lidt om, hvor Danmark ligger.

 

 

7/1 – I mediernes søgelys

I morges stod jeg igen tidligere op en alle de andre. Jeg havde aftalt med Fitz Coleman, at jeg kunne komme forbi hans morgentræning kl. 7 og snakke lidt om træning. Vi selv skulle først træne kl. 8, hvor vores chauffør ville komme og hente os og køre os til stadion. Fitz trænede den bedste koreanske kort hækkeløber og en jamaicansk 10-kæmper.

Vores egen træning bestod i sprint og hækteknik på stadion. Her rendte vi ind i en af de få jamaicanere der regelmæssigt bruger stadion, men det var mest fordi at han i dag bor i Austin, Texas, og derfor ligesom os er vant til at træne på rigtige baner. En vældig flink fyr jeg aldrig havde hørt om, men med en PR på 9,96 sek., er han jo ikke en af de langsommeste sprintere i verden;-) I dag skulle vi også bruge startblokke, hvilket betød at manden med ansvar for startblokke overværede hele vores træning, for sidenhen at rydde dem op! Jeg tror ikke han havde travlt i dag…

I dag var uden tvivl den varmeste dag på turen. Vi blev for alvor stegt under træningen, og hele dagen bragede varmen igennem.

Eftermiddagens træning stod på sprinttræning og vægttræning. På stadion kom en journalist fra en af øens største aviser (Daily Observer) for at interviewe mig, og ligeledes var der en fotograf der tog billeder af mig og de aktive der trænede. Lige efter ringede der også en anden journalist til mig fra en lokal TV station, der gerne ville følge os en hel dag senere på ugen, så man må sige at vi får noget opmærksomhed herovre. Også selv om vi jo ikke lige helt kan hamle op med de mange talenter på øen. Apropos talenter, så ser vi meget frem til at skulle til årets første af en række jamaicanske stævner på lørdag. Her sæsondebuterer en del af de lokale college og high school talenter – og det på en græsbane de fleste nok næppe ville træne overhovedet, hvis det var i Danmark.

Efter aftenens vægttræning var der absolut ikke mere i benene på nogen, så det er vist tiltrængt at fredag er en fridag. Vi vil nok tage en tur på stranden og evt. et smut på Bob Marley museet!

 

8/1 – Bounty beach…

I dag stod den på fridag og udflugt, men for Jon og Andreas blev fridagen inddraget! Jeg havde lavet en aftale med den lokale træner Fitz om at de to kunne træne med hans to hækkeløbere kl. 7 til morgen tekniktræningen, så fra kl. 7 til 9.30 stod den på hækkeløbstræning for de to. Både Jon og Andreas samt jeg selv fik et par gode fifs til det fremtidige arbejde, så morgenen var bestemt ikke spildt!

Kl. 9.00 kom vores tour-guide fra den anden dag (Mike) og hentede os. Jeg havde aftalt med ham at han skulle tage os til den gamle piratby Port Royal. Byen er i dag en lille fiskerby uden de store viderværdigheder på en lang tange ud i bugten omkring Kingston ca. 12 km fra centrum. En gang var byen en af de rigeste i verden og hjemsted for mange store piratskatte, men et kæmpe jordskælv for en ca. tre hundrede år siden jævnede det meste med jorden. Vi tog dertil for at tage en lokal lille båd et kvarter ud i bugten til den lille ø Lime Cay, som efter sigenden skulle have en fantastisk strand. Vi blev lidt chokeret, da butikken der solgte bådoverfarter først åbnede da vi kom, og da vi spurgte om man kunne købe noget eller om der var toilet på øen fik vi at vide at der ingen ting var! Vi blev dog ikke skuffet da vi ankom til øen, for selv om den kun var ca. 300 m lang og 50 m bred, var der de fineste strande man kunne forestille sig og en dejlig sol bagte dele formiddagen. Vi havde næsten øen for os selv, så meget mere eksotisk kunne man ikke få det. Tiden på øen brugte vi på at snorkle rundt (jeg ramlede så ind i et par søpindsvin på klodset vid og fik pigge i tæer, knæ og fingre!!), tage sol og slappe af. Der var de mest farvestrålende fisk, som man normalt kun ser i dyre saltvandsakvarier i Danmark i vandet umiddelbart rundt om øen.

Efter 3 timers total nydelse og afslapning på øen kom båden og bragte os tilbage til fastlandet. Derefter kørte Mike os til downtown Kingston, som nu ikke er noget smukt syn! Bygninger og det generelle indtryk var ikke specielt pænt, men han kendte en god restaurant, Moby Dick, som vi tog på til frokost, og jeg fik den mest udsøgte og stærke gang Curry Shrimps jeg nogensinde har fået.

Derefter to vi på junk marked – eller rettere ”Craft Market”, som bestod af en masse skrammel! Jeg elsker normalt markeder, men dette marked var ganske enkelt ikke værd at tilbringe sin tid med. I stedet sprang vi tilbage på bussen, og satte næsen mod uptown Kingston, hvor vi skulle besøge 56 Hope Road. De fleste vil nok ikke kunne genkende adressen, men inkarnerede Bob Marley fans vil vide at dette er adressen for Marley gamle hus, som i dag huser Bob Marley Museet. Her fik vi en guidet rundvisning med en guide der var mere tør end knækbrød, og talte som om det var en sikkerhedsinstruktion på en flyver hun havde gang i. Ærgerligt at det ødelagde en del af indtrykket på museet.

Så snart vi kom hjem fik vi fint besøg. Grace havde taget vice-dekanen og en professor med ned for at hilse på os. Begge arbejder inden for sportsprogrammet, og ville gerne hilse på os og snakke lidt med os, da vi er den første rigtige gruppe som kommer til UWI for at benytte sportsfaciliteterne, men de håber at det er noget der vil udvikle sig fremover.

Aftenen gik med lidt internet, kortspil og afslapning.

9/1 – Medietræning

Dagens træningsprogram bestod af to træninger samt medietræning! Grace havde spurgt om vi havde noget imod at blive fulgt af et TV hold, som skulle lave en dokumentar om brug af Campus og livet på Campus generelt, så vi havde et TV hold i røven af os det meste af dagen. Først til træning, så hjemme i huset da vi slappede af, så var de med Andreas og Jon i poolen, og sidenhen kom de igen til træning og med i vægtrummet for at få alle indtrykkene med. Så de aktive lærte hvordan det er at være kendt og være omgivet af medierne, hvilket vil sige at de nu kun mangler at blive store stjerner – for de er klar til medierne! Martin havde dog øvet sig lidt et par dage inden. Jeg var nemlig blevet kontaktet vedr. at Martin i dag ville blive udnævnt til årets modtager af Johan Hansens Mindepokal ved Holstebro Idræts Forbunds årlige idrætsfest. Prisen svarer til en kåring som årets sportsnavn 2008, så vi havde lovet at lave en videohilsen fra Jamaica, hvor Martin takker for prisen og støtten. Og lad det være sagt med det samme – vi fik en masse sjove fraklip ud af det, da Martin vist mangler lidt medietræning endnu! Men slutresultatet blev dog ganske godt synes vi.

Ellers stod dagen mest i træningens tegn. Anne satte et par trænings PR’er i hhv. flyvende 30 m og bænkpres, mens Martin satte ny årsbedste i træningsgruppen på flyvende 30 m med 2,90 sek. Andreas Bube var også mere end flyvende på hans 300 m løb, så alt i alt blev der vist rigtig gode takter i dag! Sara havde desværre lidt læg-problemer efter 600 m testen for et par dage siden, men hun fik alligevel lavet to gode træningspas. Midt på dagen var jeg på jagt efter en faxmaskine, da jeg skulle have faxet noget til Danmark. Det viste sig dog at være et svært projekt at løse. Vi har også lidt problemer omkring mad vi skal løse, da vores flinke damer der hhv. køber og laver vores mad altid lige sparer lidt på det hele, men i aften var der da for en gangs skyld rigeligt med mad. Menuen bestod af ris, hjemmelavet festivals, ackee med kyllingepølser og små chilier samt kogte gulerødder og blomkål! Jo, vi er blevet rigtige jamaicanere efterhånden!

I morgen skal vi på Utech og løbe intervaller samt bagefter til et lokalt stævne, hvilket vi glæder os meget til at opleve!

10/1 – Til stævne

I morges stod den igen på tidlig morgentræning med alle stjernerne på Utech. Kl. 5.30 begyndte vi at stå op, og endnu inden det var lyst, var vi på vej derover. Da vi kom derover, var de lokale som sædvanlig i gang i vægtrummet, men lidt efter kom de op for at løbe 200 m intervaller, som er lørdagens program. Jeg fik en lille snak med head coach Charlie Francis omkring træningen, og han kunne fortælle at om et par uger ville de første fra gruppen starte med stævner ved et lokalt stævne på en græsbane! De store stjerner ville dog først sæsondebutere, når de i februar tager på en træningslejr og konkurrencelejr til Australien.

Lidt senere kom Paul Doyle også. Han ejer managerfirmaet, Doyle Management, som også er DAF’s manager. Han er manager for hele gruppen på Utech, så han kunne en masse gode historier. Jeg fik en lang sludder med ham, og han kunne fortælle en masse sjove ting. Bl.a. at Nike havde tilbudt dem et helt nyt og moderne vægtrum til erstatning for det gamle bras (!!!) de har nu, men det ønskede Francis ikke, da de jo i hans verden havde hvad de skulle bruge!

Efter vores egen træning tog vi tilbage for et hurtigt bad inden at Grace hentede os. Vi skulle over til et lokalt stævne på Jamaica College, som er en af øens ældste skoler. Der var en glimrende 300 m græsbane, som der blev holdt et større lokalt stævne på (fx var der 16 heats i piger 13-14 år på 100 m). Startblokke brugte man ikke, og alligevel var stævnerekorden fx 10,51 sek. på 100 m junior drenge, Kerron Stewart havde rekorden på 100 m junior piger med 11,4 sek., og sådan kunne jeg blive ved. Jeg blev introduceret for en masse fine folk, jeg alligevel ikke kan huske! Men der var også nogle imellem som jeg allerede kendte. Fitz var der, og nogle af de lokale atleter jeg havde snakket med var der. Også Doyle var der, så vi snakkede lidt videre. Han introducerede mig også for sprinttræneren fra Mississippi State University, som var derovre for at scoute lidt. Han hed Bryan Fetzer, og er kommet fast på Jamaica siden 1996, så han kendte stort set alle. Jeg fik også mødt præsidenten for det Jamaicanske Atletik Forbund.

Og selvfølgelig var der også lidt medieopmærksomhed. Jeg blev nemlig interviewet direkte til Jamaicas sportsradio KLAS, og Sara blev også interviewet omkring vores ophold. Så sig ikke, at der ikke bliver lagt mærke til os!

Selve stævnet var en sjov oplevelse. I bagende varme fyrede de det ene heat af efter det andet, og selv om der var huller mv. på banen gav alle den gas, og der var da masser af rå talentmasse at kigge på.

Eftermiddagen var træningsfri, så derfor sidder jeg og opdaterer allerede nu, selv om jeg nu ikke tror der sker mere spændende i dag! Opdateringer følger…..

11/1 – Rolig søndag

Morgenen startede lidt hektisk, da vores chauffør kom 30 min tidligere end forventet for at køre os på stadion! I dag var det formiddagens træningspas på stadion der var dagens vigtigste. Sara skulle løbe 3 x 300 m, hvor første skulle fungere som test! Det gik ganske glimrende med en ny PR på 38,2 sek. (forbedring med 0,6 sek.). Anne var lige ude ”og hilse på Ulrik” efter hendes intervaller, mens Andreas og Jon fik fyret et super hæk-pas af!

Da vi kom hjem gik der for alvor søndagsstemning i tingene. Vi gik lige en smut i poolen inden frokost, og derefter lavede folk absolut ingenting. Jeg blev så kulret af at lave ingenting, så jeg begav mig på en to timers gåtur rundt i nabolaget. En hyggelig tur, hvor jeg fik set lidt omgivelser og taget lidt sjove billeder! Egentlig skulle vi også have lavet vægt om eftermiddagen, men pga. søndagen, var der lukket i vægtrummet

Men, som sagt var der ikke meget at berette fra i går. Da jeg kom hjem fra internettet kl. 22 sov hele huset!

 

12/1 – Strand og shopping

I dag stod den stort set på fridag. Vi tog tidligt om morgenen ud til Port Royal igen for at komme på stranden på Lime Cay. Vi var de absolut første kunder den dag ved bådelejet, og da vi kom til øen viste det sig at vi havde hele øen for os selv. Desværre var der lidt skyer på himlen, men til gengæld blev vi ikke helt forbrændt. Der var også lidt vind, så der var mere oprørt vand, som gjorde snorklingen knap så spændende. Sejlturen frem og tilbage var lige rigeligt fyldt med bølger efter især Annes smag, men det er nu fantastisk utroligt at man kan få en privat paradisø i det caribiske hav et par timer en mandag formiddag!

Efter stranden tog vi et smut forbi ”craft market” igen for at få købt de sidste souvenirs, før vi for første gang på hele turen tog på rigtig shopping. Især Puma produkterne med Jamaica påtrykt var populært blandt os (jeg fik vist selv brugt lig rigeligt med penge derinde!), men også de lokale CD’er med både klassisk reggae og dance reggae blev der købt flittigt ind af!

Efter at vi vist havde brugt lige præcis alle vores penge (og lidt til), susede vi tilbage for en sen eftermiddagstræning på UWI. For Sara stod den på hækteknik på græsbanen, og bagefter stod den på vægt sammen med alle de andre. For en gangs skyld trænede Bolt rimelig hårdt i dag, så vi fik at se, at han rent faktisk også får trænet hårdt en gang imellem. Efter træning var Jon og Andreas nede og snakke lidt med ham, og fik endelig taget sig sammen til at bede om at få taget de klassiske idolfotos sammen med ham.

Efter en lidt tvivlsom aftensmad, kom Grace Jackson forbi senere på aftenen med varer til resten af vores ophold. Og da vi først fik hende i gang, sad hun og snakkede hele aftenen. Jeg spurgte ind til en masse omkring hendes egen karriere, om træningsgruppen med Bolt, og forholdene generelt på Jamaica etc., og hun plaprede løs. Og de aktive sad pænt og lyttede til hendes mange spændende historier. Specielt nogle af historierne fra hendes egen karriere og om hvordan hun trænede var rigtig spændende.

Jon skulle desuden i gang med at pakke taske, da han skal hjem til eksamen. Han flyver derfor i morgen middag, men inden det skal han selvfølgelig lige have en sidste træning fyret af, kl. 7 i morgen tidlig! Jeps, vi er blevet totalt nye mennesker herovre. Vi står tidligt op og træner og tager bad i koldt vand, ligesom vi spiser alverden ting vi ville have forsvoret vi skulle sætte tænderne i. Midt på dagen sidder vi bare og nyder livet med lidt reggaemusik i højtalerne. Mon vi skifter tilbage når vi kommer hjem, eller er vi bare blevet hvide jamaicanere?

 

 13/1 – Geder på stadion

I dag fik vi lov at sove længe, da det først var lidt i 10 om formiddagen at vi tog til træning. Vi tog for sidste gang på kunststofsstadion for at træne, og da vi var blevet sat af der, fortsatte chaufføren til lufthavnen med Jon, der havde en eksamen at skulle hjem til! Træningen gik fint, og Bube brillerede lige med at tangere sin PR på 400 m i første løb i intervallerne! Eneste lidt mærkelige oplevelse var, at mens vi trænede kom der ca. 30 geder ind på stadion og græssede – meget mærkeligt!

Efter træning fik vi lejlighed til at bande lidt over at vores chauffør var en time forsinket, men som altid siger man bare ”me soon come” og så kommer man når man har tid!

Vi bad ham sætte os af ved KFC på UWI, da vi var blevet mega sultne. Derefter havde jeg lovet at gå forbi Graces kontor. Hun sagde et eller andet med at jeg skulle møde et par stykker! Først sad vi og så lidt gamle atletikvideoer, hvor hun sladrede lidt om nogle af de internationale stjerner, hvorefter at vi skulle på en større rundtur. Jeg skulle rundt og hilse på alverdens mennesker som var vigtige på universitetet, mens en fotograf fulgte i hælene og tog billeder af mig der giver hånd til dem alle. Efter 5 min small-talk var det ellers videre til de næste! Sådan blev det ved et godt stykke tid, indtil jeg blev kørt over til en fra undervisningsministeriet. Hun var ansvarlig for idrætsundervisningen i det jamaicanske skolesystem, og efter mine udtalelser i avisen, skulle jeg altså op og præsenteres for hele deres system og diskutere dette kontra vores system. Tilsyneladende havde vi diskuteret lidt for længe, for pludselig sagde Grace at vi havde travlt, da hendes børn skulle hentes i skolen, så inden jeg vidste af det var vi på vej op til den skole hvor hendes børn gik. En meget sjov oplevelse også at komme et smut i den lokale folkeskole;-)

Eftermiddagen stod på en relativt let træning på UWI.

 

14/1 – Hænge ud med Bolt? Og til middag med de kendte!

I dag var det rigtig kendis dag! Fra morgenen var vi først en tur på U-tech for sidste gang. Desværre havde de lokale en kort træningsdag, så de var stort set færdige med at træne da vi dukkede op lidt over kl. 7 om morgenen. Vi da lige hilst farvel til et par stykker inden vi selv fik lavet dagens træning. Folk var generelt lidt matte i betrækket efter en hård træningsdag dagen før, men de fik da gennemført dagens træning. Jeg fik en afsluttende snak med de lokale trænere på U-tech og fik sagt tak for hjælpen med det hele. De spurgte om vi evt. ville være interesseret i at komme tilbage og deltage i deres årlige store stævne, og det var da ikke noget jeg kunne afvise (og de aktive var helt vilde over at de evt. skulle tilbage).

Desuden var der nok engang et TV hold der ville have et interview! Denne gang var det et TV hold fra Californien som lavede en dokumentar om atletik på Jamaica, og ville have en udtagelse om mine syn på det, og selvfølgelig hvorfor vi havde valgt Jamaica til vores lejr.

Da det nu var sidste hele dag på Jamaica, så stod eftermiddagen mest på lidt afslapning og solbadning, men også klargøring til at skulle rejse hjem.

Eftermiddagstræningen foregik for nogle i vægtrummet og for Sara på Mona Bowl (cricketbanen…). Her fik vi endnu engang lejlighed til at træne med Bolt og co., og da det var sidste dag vi så dem, var der pludselig en masse der var meget interesseret i at få snakket med os og få mailadresser mv. Der var kommet en forretningsmand ud for at møde mig, da han overvejede at investere i atletik, så skulle han lige have lidt info om hvordan man gjorde i Europa. Også assistenttræneren i Bolts gruppe fik jeg en lang snak med omkring deres træning og de kommende konkurrencer. Efter træning havde Bolt lovet at give nogle autografer, så jeg fik ham til at skrive på nogle trøjer. Han inviterede også de aktive med i byen om aftenen, men det var for sent i forhold til at vi skulle tidligt op og træne næste dag og direkte på rejse. Det er ellers noget af et tilbud at få…

Efter træning havde Grace lovet os at vi skulle ud af spise. Det viste sig at Graces chef (som jeg også havde hilst på dagen før) bød på middag på en meget fin kinesisk restaurant. Vi nød rigtigt at få 3 retter mad, drikke noget perfekt friskpresset juice og spise dejlig oksekød, hvilket var første gang på hele turen! Ved bordet ved siden af sad ministeren for industri og handel og holdt et lille møde med øens rigeste mand, og selvfølgelig kendte Grace dem, så vi skulle lige introduceres og snakke lidt med dem;-)

Da vi kom hjem om aftenen var alle godt trætte, men også lidt vemodige over at vi snart skulle hjem! Måske endnu mere fordi at de måtte afvise at tage til fest med Bolt…

 

15/1 – Morgentræning og hjemrejse

Selvfølgelig skulle vi lige have det sidste ud af træningslejren, så kl. 7.00 sidste dag var alle klar på vores kære cricketbane til en god gang træning. Andreas trænede for sidste gang med Fitz, men havde en styrt over en af hækkene og slog skulderen. En uheldig afslutning på turen, men der skete vist ikke noget. De øvrige fik trænet godt inden at det vemodige farvel med UWI skulle tages. Kl. 10.00 kom en chauffør og hentede os, så vi kunne komme i lufthavnen. Grace var selvfølgelig også mødt op for at sige farvel og ønske os god hjemrejse! En lang og kedelig hjemrejse ventede, men bortset fra at vi i Miami kunne sidde og se på det ene TV efter det andet at et fly var styrtet ned i New York, så gik det nu som man kunne forvente med rejsen.

 

16-18/1 – Landsholdssamling               

Egentlig sluttede vores tur i dag, men for os alle var det ikke helt slut alligevel først søndag, da vi alle tog til landsholdssamling hele weekenden.

Vi landede tidligere end planlagt i Heathrow, da medvinden havde været helt usædvanlig. En flyvetur der normalt tager små 9 timer tog kun godt 7 timer, og piloten kunne med glæde fortælle at han i sine 25 år som pilot aldrig før havde været oppe på 825 miles pr. hour i den flytype før!

Også til København gik det glat – vi snork sov hele vejen, da vi efterhånden var godt bombede. Vi skulle fra lufthavnen videre til hovedbanegården, og der skifte til toget mod Århus, men da Øresundstoget var forsinket var det på et hængende hår vi nåede det hele, og min puls var ca. 200 det næste kvarter af at løbe op og ned af trapperne på banegården med i alt ca. 55 kg. bagage!! Tror min form er nedadgående:-(

Da jeg kom til Århus havde jeg lige en times gensyn med familien inden at den stod på landsholdssamling i Marselisborghallen. Jeg skal da ærligt indrømme at hovedet var totalt på tværs den aften af den lange rejse og jetlag med videre, men jeg kom igennem fredagens program nogenlunde. Lørdag og søndag stod den så på test og hård træning, og jeg var lidt mere på plads. De aktive havde det meget svært ved at komme op, men de præsterede en usædvanlig god samling alligevel.

Alle var selvfølgelig meget interesseret i at høre om vores tur og vores oplevelser, og vi fik rigtigt vist os frem i vores nye Jamaica tøj. Tilbage var kun at drømme sig tilbage til varmen og de mange gode oplevelser på Jamaica.

Kommer vi tilbage? Det tror jeg nok vi gør…..

Comments
  1. Trond Knaplund says:

    Hei Mikkel, flott at det går fint med dere. Vi har vært i Potchefstrom i Sør-Afrika denne vinteren, men tar på nytt turen til Jamaica i påsken. Du får hilse til Grace hvis du ser henne igjen. Mvh Trond Knaplund

  2. […] Selv om det efterhånden er et par dage siden at vi kom hjem, så har jeg aldrig fået lagt de sidste indtryk fra turen ind. I rejsedagbogen har jeg nu fået skrevet ind fra d. 13/1 og indtil vi kom hjem – klik her for at læse den. […]

  3. […] Desuden skrev jeg en længere “Rejsedagbog” fra vores tur til Jamaica – den kan læses her. […]

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s