Rejsebrev: Junior VM 2006, Beijing

Selv om det efterhånden er et par uger siden at vi kom hjem fra Beijing, er det først nu at jeg har fået taget mig sammen til at få skrevet lidt om oplevelserne derude. Mange har nok allerede hørt mig fortælle en masse historier derude fra, men det var også en stor oplevelse at være derude. Her følger en længere beretning fra turen til det fjerne østen!

Afrejse og de første indtryk:

Lørdag d. 5/8 sidst på eftermiddagen mødtes en del af den jyske delegation til Junior VM 2006 i Tirstrup Lufthavn. Efter en kort flyvning til København mødtes vi med alle de andre rejsende i Kastrup Lufthavn. Ialt 10 aktive og 5 trænere var klar til at begive sig østpå (yderligere en træner sluttede sig til holdet en uge senere), og Michael, Ole og jeg endda i “veninde trøjer”. Flyrejsen var lang, men gik rimeligt smertefrit, da der dels var masser af underholdning med video og spil i flyveren, og dels rejste vi om natten. Da vi nåede til Beijing lufthavn manglede der selvfølgelig et par tasker, men ellers var det mest den fugtige varme der ramte os hårdt. Der var en bus der ventede på os, der skulle bringe os ud til Beijing Sports University, hvilket var stedet vi skulle tilbringe den første uge på en slags pre-camp. De aktive skulle jo også vænne sig til tidsforskellen, klimaet, maden mv. Og der var masser at vænne sig til. De første indtryk man fik, var præget af, at alt var anderledes fra Danmark. Varmen, fugtigheden, den beskidte luft, uforståelige skilte, kaotisk trafik etc. var de første indtryk. På universitetet var der en solid frokost, men enkelte havde lidt problemer med at få noget indenbords, da maden dels var væsentligt anderledes, men især fordi at spisningen foregik med spisepinde! Alle blev dog efter et par dage mere eller mindre eksperter i at spise med spisepinde (med forskellige særprægede teknikker)! Efter mad og indkvartering var det tid til første lette træning. Træningsforholdene var rigtig gode på universitetet, og i det hele taget var det en rigtig flot universitetspark der var. Værelserne var ikke luksus og rengøringen meget lemfældig, men det værste var dog sengene, der var helt og aldeles elendige. Vi boede under hele opholdet sammen med det irske hold, som vi bl.a. igennem en række fælles arangementer lærte rigtig godt at kende.

Pre-camp med kulturelle oplevelser:

Udover den vigtige og målrettede træning frem mod stævnet, var der selvfølgelig også en masse fritid. Det meste af denne blev brugt på afslapning, computerspil, video, læsning etc., men det venlige og imødekommende værter på universitetet havde også arrangeret nogle mere kulturelle oplevelser. En af de første dage havde de (vores venlige og imødekommende guider på universitetet – Nick, Fiona, Richard og William) arrangeret en tur in til centrum af Beijing. Her blev vi sat af i nærheden af “Den Himmelske Fredsplads”, som må siges at være noget af et syn. En kæmpe plads omkranset af store monumentagtige bygninger som national museet og Mao Zedongs Mausoleum. For enden af pladsen ligger “Den Forbudte By”, så er det gamle kejser palads. Denne gik vi ind i efter at have brugt noget tid på pladsen. “Den Forbudte By” er faktisk enorm stor – over 1 km lang, så det tog ret lang tid at komme hele vejen igennem. Overalt var der fantastisk flotte bygninger og udsmykninger, så her fik vi for alvor et blik ind i hvordan man i traditionel kinesisk stil udsmykkede de vigtigste bygninger i kejser-tiden. Da vi kom ud derfra, ventede bussen på os et par gader væk, men inden vi nåede så langt blev vi nærmest overfaldet af de mest pågående og agressive gadesælgere jeg i mit liv har oplevet. Faktisk fik vores kinesiske guide, Fiona, en ordentlig takling af en af sælgerne, fordi hun prøvede at holde dem væk!

Et par dage senere gik turen til “Den Kinesiske Mur”. Man kan jo ikke besøge Kina uden af være på “Muren”, også selvom den ligger godt 100 km fra Beijijng. Desværre var den valgte dag en MEGET uheldig dag at tage til muren på. Tågen lå så tæt at sigtbarheden var helt nede på 4-5 meter nogle steder. På billedet kan man få lidt fornemmelse af hvor dårligt vejret egentlig var, mens man på det andet billede kan se hvor fantastisk det kan være i klart vejr. Det andet billede er taget af Thor Torp, der tog der op en anden dag, hvor vejret altså var betydeligt bedre. Trods det dårlige vejr fik man dog en fornemmelse af hvilket fantastisk bygningsværk det er, og det er helt ufatteligt hvordan det er bygget med datidens hjælpemidler. Jeg ved hvor hårdt det var at gå på muren med de hstore stigningser og fald der var, så forestil jer at arbejderne i oldtiden har båret sten og andre byggedele mens de er gået der – pyha! Sidste arrangement vores guider havde arrangeret, var et restaurants besøg. Egentlig var det universitetets rektor der havde inviteret det danske og irske hold ud og spise som tak for at vi havde valgt at benytte hans universitet. Der ventede os en kæmpe måltid, hvor maden blev ved at blive serveret i en lind strøm. En masse små retter af mere eller mindre eksotisk karakter blev det til, og en stor del af denne samgte helt fantastisk, så det var et dejligt afbræk i den lidt ensformige mad vi fik på universitetet.

Afsluttende træning og optimering af form:

Det primære med opholdet på universitet var som sagt at optimere de aktives form samt tilvænne dem til klimaet, livet, tiden mv. i Kina. Denne del af turen gik da også rigtig godt. Bortset fra en række små maveonder ved næsten alle aktive, samt et styrt i diskos af Nick og et deraf følgende hul i hovedet gik det som planlagt. Jeg tog mig af Saras træning samt 4×400 m drengene. Saras træning gik bedre end nogensinde før, så vi glædede os meget til at hun kunne få lov at bevise det i konkurrence også. Daniel havde siden sin fiberskade ved DM kæmpet hårdt for at komme tilbage, og den plan vi havde lagt for at få ham klar så ud til at lykkedes, da han på lejren i takt med optrapningen af intensiteten løb stærkere og stærkere. Der var også lidt ekstra inspiration på universitetet, da det fungerede som regional udviklings-center for IAAF og region Østasien, så der var en masse unge mennesker fra området (Mongoliet, Taiwan, Sydkorea, Japan, Hong Kong mv.), der trænede der. Ligeledes var det kinesiske bryde landshold der, ligesom der især inden for kampsport som kong-fu blev trænet på en meget højt niveau.

VM-hotellet og stadion:

Efter en uge på Beijing Sports University var det tid at flytte ind på det officielle VM hotel. Som det hører sig til, er der altid en del kaos når man flytter derind, da en masse nationer som oftest ankommer ca. samme tid. Vi skulle akkrediteres, fotograferes, indlogeres mv., så det tog en del tid før vi endelig kunne slappe af den dag. Hotellet var rigtig flot, og ret lukseriøst af kinesisk standard. Der var 23 etager (vi boede på 14. – så ja, der var en god udsigt), og hele hotellet var kun fyldt med Junior VM deltagere. Det gav en dejlig international og sportslig stemning, der for alvor gjorde, at man aldrig var i tvivl om, hvorfor man var i Beijing. Efter at have fået lidt mad tog vi ud på Chaoyang Sports Centre, som var det stadion, hvor mesterskabet blev afholdt. Et glimrende stadion med plads til 10.000 tilskuere, med et komplet 6 rundbaners opvarmningsstadion kun 30 m væk, så forholdene var fine. Her lavede Sara den afsluttende træning, så hun var klar til at løbe indledende tirsdag formiddag. Desværre var der denne dag et af de voldsomme regnvejr, som der fra tid til anden kom. Billedet ved siden af siger da også alt om hvor dårligt vejret var denne dag!

Shopping og åbningsceremoni:

Inden jeg kommer til min beretning om selve stævnet er der lige to ting der skal knyttes et par bemærkninger til. Den første er de fantastiske shopping-muligheder der er i en by som Beijing. Generelt er prislejet i Kina MEGET LAVT i forhold til danske forhold, og byens størrelse gør også at udvalget i shoppingmuligheder er enormt. Masser af små-butikker var at finde, og en meget vestlig inspireret gågade var selvfølgelig også at finde. Det var små madmarkeder, hvor man bl.a. kunne få grill-spyd med levende insekter, der lige skulle vendes på grillen. Ligeledes var der dyre butikker med kendte vestlige varer. Det der dog tiltrak sig størst opmærksomhed fra os, var Silkemarkedet, som er et 6 etagers shoppingcenter lidt uden for selve centrum af Beijing. Der kunne man købe mere eller mindre ægte mærkevarer inden for tøj, sko, ure, tasker, elektronik, smykker, traditionelle kinesiske produkter etc., og priserne var yderst Urimelige! Eller det vil sige at priserne var urimelige til at starte med, men det handlede om at handle meget hårdt om priserne, så hvis man havde et handelstalent kunne man købe alt mellem himmel og jord for en slik! Faktisk burde jeg ikke have taget så meget tøj med hjemmefra, da det bedre kunne betale sig at købe det derude, men der er selvfølgelig også nogle toldregler, der skal overholdes (hvilket de omtrent blev;-)). Så selv om jeg købte rigtig mange ting brugte jeg faktisk ikke ret mange penge – men som god vestjyde forstår man vel ikke at betale for meget for sine varer!

Det andet punkt jeg vil nævne inden selve konkurrencerne er åbningsceremonien. Den løb af stablen tirsdag aften, altså efter at Sara havde løbet indledende, men mere om det senere. Jeg var egentlig lidt småsyg den aften, men besluttede mig for at tage ud og se åbningen, da kineserne jo er kendt for ikke at spare på noget når de skal vise omverdenen hvor dygtige de er! Og jeg skal love for at der heller ikke blev sparet på noget til åbningen, der næsten var et OL værdigt. Masser af mennesker var med i koreografien på inderkredsen, og ligeledes var der et par fantastiske fyrværkerier. Alt i alt en fantastisk oplevelse, der absolut var en af højdepunkterne på turen.

Junior VM – konkurrencerne:

Selve konkurrencerne var på forhånd forventet at blive rigtig spændende. Med et rekord antal tilmeldte aktive og nationer, var der lagt op til et Junior VM med masser af seværdig atletik. Første dansker i aktion var Sara, da 400 m hæk indledende var en af de første øvelser ved stævnet. På forhånd var Sara seedet lige uden for en semifinaleplads, men det ville alligevel være en skuffelse hvis hun ikke gik videre, da forberedelserne var gået utrolig godt. Dagen hvor hun skulle løbe var en af de varmeste vi oplevede derovre, og det kostede en del energi under opvarmningen. Hun følte sig heller ikke 100 % klar efter opvarmningen, og resultatet blev også et løb, der langt fra gik som forventet. Heldigvis var det trods alt nok til at gå videre til semifinalen, selvom det ikke tegnede særligt lovende. Vi snakkede efterfølgende lidt omkring hvilke oplevelser hun og jeg havde haft af situationen, og jeg nåede bl.a. frem til at grunden til at hun følte sig flad, var at hun kun havde drukket vand i dagene op til konkurrencen selvom det havde været meget varmt og fugtigt, og der derfor var svedt en del. Sammenholdt med at Bube efter sit indledende heat også følte sig flad mente jeg at det var bedst fremover at drikke sukker og mineralholdige drikke istedet. Om det var det der hjalp eller noget helt andet vides ikke, men semifinalen gik helt anderledes godt. Her viste hun lidt ad de takter vi havde forventet ud fra træningen, og i et veldisponeret løb blev det til ny personlig rekord med 57,65, hvilket også var ny dansk junior rekord. Desværre blev det til en 9. plads og derfor ingen finale, men løbet viste at hun var i form på det rigtige tidspunkt, samt at de ting vi havde arbejdet med også slog igennem som virksomme.

Bube kom også i semifinalen, mens Anne manglede 1/100 fra at gære ligeså, men hun fik en PR med hjem. Ingen af teknikkerne kom videre eller fik PR, men alle forbedrede sig i forhold til deres seedning. 4×400 m drengene var der på forhånd store forventninger til, men desværre kunne de ikke helt indfri disse. På en dag, hvor nervøsiteten måske var for stor samtidig med at et par af løberne ikke havde benene, blev det ikke til dansk rekord. De kæmpede dog hele vejen, og især Daniel imponerede, da han på 3. turen løb flotte 48,4.

Resultatmæssigt var stævnet helt i top. I stort set samtlige øvelser var resultatniveauet og bredden ekstrem høj, og jeg er sikker på at en masse af atleter jeg oplevede ved dette Junior VM, vil være at finde på medaljeskamlerne ved fremtidige mesterskaber. Fx en estisk diskoskaster der hele 3 gange forbedrede verdensrekorden i diskoskast, ligesom han senere vandt kuglestød. Også Bekeles lillebror var meget overbevisende i 5000 m.

Hjemme igen:

Efter konkurrencerne nærmede tiden sig hvor vi igen skulle til Danmark. Den afsluttende banket var lidt af en flad fornemmelse. Dels var den delt op på 3 forskellige hoteller, og dels sluttede diskoteket efter kun ½ time, da tiden for hvornår reglerne sagde der skulle være ro dermed var overskredet! Hjemturen nærmede sig, og det store problem for alle var om de mange indkøb kunne være i taskerne. Det lykkedes for mig at få alt proppet ned, samt at holde mig omkring de tilladte 30 kg, selv om det ikke var let. Flyveturen var en meget lang oplevelse, og da vi nåede til Kbh. skulle vi lige vente 4 timer ekstra inden flyet til Århus gik, så da vi endelig var hjemme havde vi rejst i over 20 timer. Det tog lige et par dage efterfølgende at vænne sig til dansk tid igen, samt at få sovet ud, men det var nu dejligt at komme hjem til sin egen lejlighed og sin kæreste igen, ligesom lidt dansk mad heller ikke var af vejen. Der var selvfølgelig en masse fantastiske oplevelser at fortælle om efterfølgende, og turen må siges at være en af de største oplevelser jeg nogensinde har fået. Jeg håber at jeg en anden gang får mulighed for at opleve dels Kina igen, og dels et junior VM igen.

Comments
  1. Greetings! I know this is kinda off topic but I was wondering if you knew where I could find a captcha plugin for my comment form?

    I’m using the same blog platform as yours and
    I’m having trouble finding one? Thanks a lot!

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s