Dag 3 og 4: Møde med kronprinseparret, håndboldkamp og silende regn

Posted: 30 July, 2012 in Nyheder

Selv om vejret ikke er det bedste, så nyder jeg stemningen ved OL

Efter et par overvældende første to dage, så bød dag 3 og dag 4 på lidt mere ro i lejren. Jeg er lige så stille faldet ind i stemningen og rytmen, og har fået mulighed for at lære de andre i den danske trup bedre at kende.

Det er stadig madsalen, som er det store samlingspunkt for kendte og mindre kendte personligheder, og der er et leben uden lige. Store basketball spillere, kendte atletikfolk, små gymnastikpiger osv. osv. Og ja, så kommer der jo også nogle rigtige kendisser forbi ind i mellem. I går havde jeg blandt andet fornøjelsen af at spise frokost med kronprinseparrat, men mere om det senere.

I dag var hele dagen lagt an på en meget vigtig træning for Sara, men det engelske vejr gjorde, at vi måtte revidere planerne, og udskyde den sidste rigtige test til i morgen. Men så var det jo godt, at vi kunne slutte dagen af på en super fed måde, da vi i håndboldhallen var vidner til et åbningsdrama uden lige med de danske håndboldherrer i hovedrollen.

Dag 3: Afslapning og møde med de kongelige
Efter de første par hektiske dage, så bød tredjedagen på en meget rolig formiddag foran fjernsynet. Rart lige at finde sig selv oven på de mange indtryk, som kommer buldrende omkring ørerne på en, som var det Københavns Hovedbanegård i myldretiden. Så eneste rigtige aktivitet om formiddagen var, at jeg igen igen gennemgik den afsluttende træningsplan for de sidste dage frem mod OL konkurrencen for Sara.

Lidt over middag bevægede jeg mig ud i “virkeligheden” igen, og som sædvanlig var der masser af spændende og anderledes personligheder at observere i madsalen over et lækkert stykke friskbagt pizza, fra den italienske afdeling af madsalen. Og lige pludselig fik vi yderst fint besøg ved vores bord, da ingen mindre end kronprinseparret lagde deres vej forbi, for at få en bid mad med de danske atleter. Super fedt, at de sådan helt stille og roligt ligger vejen forbi til et uformelt møde. Og ja, indrømmet! Jeg kunne ikke lade være lige at bede om et billede sammen med dels Mary og dels dem begge til de private familiealbums. De var vel ved bordet i omkring en time, hvor jeg også fik snakket lidt løbetræning med Frederik, som jo er en ivrig motionist med adskillige maratonløb i benene.

Sara varmer op til lørdagens vægtpas

Eftermiddagen stod på en let vægttræning for Sara (og undertegnede – eller dvs. at jeg varmede op i 10 min, og så på resten af tiden!!). Vægtcentret i Athletes Village er kæmpe stort – vel omtrent godt og vel 100 løbebånd, cykler, step-maskiner etc. plus adskillige områder med vægtmaskiner, frie vægte, gulvplads til kropsstyrke etc. Sara trænede ved siden af et par mongolske judokæmpere, som øvede “greb” samt en kenyansk vægtløfter. Fantastisk med sådan en mangfoldighed og forskellighed man oplever;-) Skægt var det også at se de mange kampsportsudøvere på løbebåndene iført diverse regntøj, overfrakker, saunadragter etc. Det var helt tydeligt, at de lige skulle tabe 3-4 kilogram inden deres indvejninger – virkelig en aparte sportskultur for en som mig. Selvfølgelig er der også fyldt med TV skærme på alle træningsanlæg,så vi kunne følge Carolines første runde kamp undervejs i træningen – fedt at hun vandt, selv om det var lige rigeligt spændende i starten.

Efter Saras vægttræning, som forløb fuldstændig efter bogen, havde jeg løbet at løbe med på Jespers aftentur. Efter en lidt hurtigere tur om formiddagen, skulle han have en (for ham) rolig tur om aftenen på ca. 10 km. Og kæphøj som jeg var, havde jeg løbet at jeg da sagtens kunne følge med. Så på med skoene gik det igennem Athletes Village og videre igennem Olympic Park, hvor vi måtte løbe slalom mellem de mange tilskurere på vej fra arena til arena. Men det var fedt at mærke den begejstring man møder alle steder blandt de lokale – de smiler, hepper, klapper og kommer med positive tilråb. Og det bedste af det hele er, at man føler at de virkelig mener det:-) Turen fortsat over i Victoria Park, hvorefter vi løb tilbage igen. De første 5-7 km kunne jeg underholde Jesper med lidt snak, men jeg må indrømme at jeg lige skulle stramme balderne an de sidste par km, for ikke at sænke Jesper – det var jo trods alt olympisk maraton-træning jeg havde begivet mig ud på. Jeg holdt dog til turen, og vi fik løbet 10 km på 43 min og 44 sek., hvilket for mig vel var lig en maksimal tempotur, mens det for Jesper var lidt at en hyggetur.

Om aftenen var der fælles TV kigning. Det er superfedt, at man på alle værelserne har TV, som viser hovedsignalet fra ALLE OL-konkurrencer, så man ikke går glip af noget som helst af dem man ville se. Atletikholdet var samlet i vores lejlighed for at følge Mie Skovs andenrunde kamp i bordtennis, og vi var vidne til et drama uden lige. Aldrig har jeg da været grebet så meget med af en kvindebordtenniskamp – fantastisk drama! Hun tabte desværre i 7 sæt – med mindst mulige margin (9-11 i 7. og afgærende sæt). Jeg hører at de danske TV seere desværre blev snydt for kampen, hvilket da må sige at være drøn ærgeligt – og ærgeligt at Mie ikke lige fik hevet sejren hjem.

Dag 4: Drilsk vejr og fed håndboldkamp
Fjerdedagen var reserveret en vigtig træning, som efter planen skulle foregå om eftermiddagen. Og imens Sara slappede af foran en masse spændende sport på TV’et, tog jeg lidt rundt og kiggede på de mange boder etc. med Frank. Vi kiggede bl.a. ind i den officielle merchandise shop, hvor man kan få alle tænkelige og utænkelige ting og sager – selvfølgelig med det officielle OL logo på. Og man skal have den store pung med, for det er nu lidt dyrt! Meeen, når man nu er kommet til OL, så skulle man da være et skarn, hvis man ikke skal have nogle souvenirs med hjem i tasken;-) Vi fik også kigget over i det koloenorme shopping center – Westfield – som er åbnet ved siden af OL byen. Et kæmpe stort center, hvor man kan købe alt mellem himmel og jord i de mange mærkevarebutikker. Og selvfølgelig havde de også en merchandise megastore, hvor der var i omegnen af 100 m kø for bare at komme ind! Godt vi har vores egen udgave i OL-byen, hvor kun atleter kan komme.

Pakket godt ind inden opvarmningen gik i gang

Desværre bød dagen også på en masse lyn, torden, regn og blæst – ja faktisk var det pisse koldt om eftermiddagen. Vi besluttede os for at udskyde træningen lidt i første omgang, og da regnen stoppede tog vi på stadion. Men, det var et kort ophold, og et regulært uvejr trak ind over stadion imens Sara varmede op. Jeg tog derfor en hurtig beslutning om, at bytte rundt på søndagens og mandagens træning, så vi tog den korte træning i dag, og udskød den vigtige hækkeløbstest til mandag formiddag. Det ville ganske enkelt ikke give mening at gennemføre programmet, da det langt fra ville give den positive oplevelse, som det var planen. Så vi prøver igen i morgen.

Vi tog derefter tilbage til OL-byen, hvor vi fik heppet på svømmepigerne i finaler og semifinaler – øv, hvor var det tæt på en medalje til Lotte Friis. Men, de ser stærke ud de danske svømmere, så mon ikke de får en medalje hjem til Danmark i svømmebassinet.

Umiddelbart efter svømningen tog vi over i håndboldhallen sammen med et par bordtennisspillere, da vi havde fået billet til Danmarks åbningskamp hos herrerne. Her sad vi sammen med cykelrytterne og skytterne, ligesom tennisstaben også var derovre for at heppe på de danske drenge. Da jeg spiste frokost sammen med holdet (i øvrigt sad Prins Albert af Monaco lige bag os) sagde de godt nok at de forventede en tæt og intens kamp med ikke så

De danske fans på vej hjem fra kamp

mange mål i starten, men at det skulle gå præcis ligesådan var da lidt utroligt. En intens stemning uden lige var hvad vi fik i håndboldhallen, hvor de ungarske fans lagde et voldsomt pres på de danske drenge med deres fanatiske opbakning til deres lokale helte. Men men men, det danske hold var det bedste i dag, og anført af Andres Eggert hev de sejren i land. Sikke et åbningsbrag og en fantastisk stemning.

Som Frederik Løcte beskrev det på vej hjem: “Det får da en tenniskamp til at blegne fuldstændigt det her – hold kæft det var go’ lir”! I morgen står den så på træning, og derefter må tiden vise hvad dagen bringer. Sara og jeg skulle egentlig have været ud at se Maze og håndbolddamerne spille, men nu hvopr træningsprogrammet er ændret, så tillader det ikke lige den slags udflugter i morgen – det sportslige kommer jo 100 % i første række.

En masse billeder fra dag 3 og 4 følger i morgen….

Der var en super fed stemning til dagens håndboldkamp, som Danmark jo som bekendt vandt

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s