“Blæsten går frisk over….”

Posted: 25 May, 2008 in Nyheder

Citat stammer fra en gammel dansk sang, men kunne også have været den overskrift den lokale presse i Palafrugell havde valgt at bruge i dagens aviser om gårsdagens stævne. Anne, Ina Marie, Jon, Martin og Thomas fra gruppen var sammen med undertegnede og højdespringeren Jens Møller-Boeriis draget til det spanske, hvor de skulle deltage i et stævne i byen Palafrugell 110 km nord for Barcelona – samme sted som jeg var med Sara og Andreas på træningslejr for tre uger siden!

Og lad det være sagt med det samme – der var ikke meget at skrive hjem om rent resultatmæssigt. Stævnet er en del af det såkaldte EAP Circuit, og der er derfor garanti for gode og brede felter. Det hele var ganske professionelt arrangeret, men vejret var bare ikke kombinerbar med gode sprintpræstationer. En konstant modvind på mellem to og op til 7-10 stykker på opløbssiden gjorde det umuligt at præstere gode resultater. Bl.a. pegede de flotte catalonske bannere der hang i alle lysmasterne nærmest vandret ud i luften istedet for lodret ned som var tiltænkt!

Vi ankom fredag middag, og efter en kort køretur blevet vi indlogeret på atlethotellet i byen Palamos, som ligger ca. 8 km fra Palafrugel. Byen er en rigtig hyggelig turist og havneby med en lækker strand helt inde i centrum og en masse flotte lystbåde og gamle træsejlskibe. Vi gik en tur på strandpromenaden og gik ind i centrum og fik en is. Vi undrede os lidt over at der i restauranten ved siden af isbaren stod udstationeret 10-20 politifolk, adskillige sikkerhedsvagter, og desuden sværmede det med TV-folk og fotografer. Jeg spurgte derfor en meget alvorlig sikkerhedsvagt hvad der var i gærde, og han kunne fortælle at det var Cataloniens præsident der var på restauranten!

Bagefter tog vi på stadion for at se nærmere på forholdene og træne en smule, og allerede der fik vi et forvarsel om hvad der ventede. Masser af kraftig vind!

Lørdag var stævnedag, men da stævnet først startede kl 19.15 skulle dagens slås ihjel med afslappende aktiviteter. Martin og Thomas havde ikke svært ved at sove, da Martin havde vundet en omgang diarré, mens Thomas havde sikret sig en gang migræne. Ikke verdens bedste optakt! Jeg selv fik tiden til at gå på min helt egen måde, men mere om det senere.

Selve stævnet startede hen på aftenen. Deltagare fra 31 nationaer var til start, og bl.a. en lille delgation fra Tibet vakte stor opsigt. Specielt da de havde en munk, der var klædt i den traditionelle munkedragt, med som supporter. Det skulle dog vise sig at de ikke var specielt hurtige til at løbe (deltog i 100 m og 200 m), men store bifald fik de dog!

Thomas var første mand i aktion, men sygdommen var ikke gået over. Thomas var dog fast besluttet på at løbe, og prøvede på bedste vis at komme op i omdrejninger. Han startede også ud som planlagt, men allerede efter 150 m, var det tydeligt at han ikke var ovenpå. Han figtede sig i mål i tiden 49,95 sek., som er årsbedste, men alligevel langt fra det niveau han i øjeblikket befinder sig på. Efter løbet var kroppen fuldstændig nedbrudt, og han kastede op i over en time efter løbet. En heroisk indsats på en dag hvor både helbredet og vejret langt fra var med Thomas.

Ina Marie var den klare “underdog”! Hun var seedet sidst på PR og var med på lidt af et wild-card, så vi havde besluttet at hun skulle forsøge at satse, og håbe på det bedste. Hun leverede da også en klassepræstation, og med resultatet 59,18 sek. var hun kun 8/100 sek. fra PR på trods af de umulige betingelse. Og endnu mere positiv var at hun dels ikke blev sidst, men at hun lå med i feltet og kæmpede mod flere på pairet meget bedre løbere. Under de rette forhold venter der nok en klækkelig PR i fremtiden.

De korte sprintere havde det allersværest i den kraftige vind. Efter 400 m løbene lagde vinden sig lidt, og Anne konkluderede efter sit løb at i forhold til hvad hun havde regnet med, så mærkedes det næsten vindstille da vinde i hendes løb var faldet til sølle 2,8 m/s i modvind. Og da den endda kom lidt skrå ind var der modvind i 160 m. Tiden blev derfor misvisende 26,46 sek., for Anne løb faktisk en rigtig flot 200 m. Desværre fik hun muligvis en lille forstrækning i forlåret, og trak sig derfor fra 100 m.

Jon skulle forsøge at prøve kræfter med bl.a. et par hurtige amerikanere med SB omkring 13,70 sek. Jon var langsommeste af de 5 løbere i A-heatet på papiret, men efter et godkendt løb bliver Jon nr. 2 i tiden 14,79 i en modvind på over 2. Han havde dog lidt nærkontakt med flere af hækkene og måtte blødende fra knæ og fod humpe ned til stævnelægen efter løbet for at blive forbundet.

Sidste fra gruppen og ved hele stævnet var Martin på 100 m – A-heat. Efter 2 ugers achillessene problemer har Martin ikke løbet noget der har lignet max-fart. Han følte sig dog relativt frisk, og vi aftalte at han skulle satse på accelerationen. Den blev da også forrygende, så han lå med i spidsen efter 40 m, men derefter fik modvinden fat i Martin, og den tabte sprintudholdenhed fra de sidste par uger kom til udtræk. Martin fik noteret 11,36 sek. i minus 3 (vinden føltes endnu kraftigere, men blev kun målt til 3 da den kom lidt skævt ind).

Stævnet var en glimrende oplevelse. Det var vellarrangeret og det var vigtig international erfaring flere fik sikret sig. Desværre var forholdene bare umulige til sprint. Imorges kl. 4.45 gik det ellers tilbage til lufthavnen, så vi kunne komme hjem til Århus, så vi fra imorgen er klar til en ny træningsuge!

Resultater fra stævnet – klik her.

Web TV fra stævnet – klik her – se bl.a. heat 1 i 100 m og 200 m mænd, hvor de to løbere fra Tibet er med i deres gule tøj (man kunne næsten fristes til at kelde dem de gule lyn!).

Og så var der lige historien omkring, hvad jeg fik min lørdag til at gå med:

Egentlig havde jeg besluttet mig for at arbejde, men da jeg vågnede trak arbejdet ikke det store. Jeg tog derfor min bog “Solens Sejr” af Wilbur Smith og læste bogen færdig.

Derefter tænkte jeg, at jeg hellere måtte løbe en lille tur, så jeg kan holde mig lidt i form. Jeg løb ned til stranden og tog turen langs strandpromenaden først i Palamos og derefter i nabobyen Calonge. Da jeg nåede til enden af den by, ville jeg egentlig vende om, men så fik jeg øje på et gammelt tårn, jeg lige kunne løbe hen og se. Jeg fandt en gammel klippe-vandresti på ydersiden af et klippefremspring, der gik ud i vandet. Jeg havde tidligere læst om, at der skulle være en mange hundredeår gammel vandrerute i området, så da jeg så den sti tænkte jeg, at det måtte jeg lige se nærmere på. Jeg tog derfor klippestien op og ned af trapper og stejle skræmter, forbi “Torre Valentino”, ned gennem et par maleriske klippelaguner med en lille sandstrand, igennem et par lave vandre-tunneler ind gennem bjergene, indtil jeg til sidst var godt træt i benene. Derefter løb jeg videre væk fra vandet for at finde en vej, og fandt til sidst hovedvejen (efter at have løbet ind i et par blindgyder!). Så gik den ellers med hovedvejen hjem til hotellet, hvor jeg totalt udmattet vente tilbage efter 65 min og 11 sek. løb. Jeg har så vidt jeg kan huske ALDRIG løbet så lang tid i træk før, så det er ikke uden grund at benene er trætte idag. Og at turen foregik på dels sand, dels klippeside, dels trapper og dels landevej hjælper ikke med til at få bedre ben! Men selv om turen var en ren dræber, så var det nok den flotteste løbetur jeg nogensinde har været på, så udsigten var hele turen værd. Jeg har fundet et par enkelte billeder på nettet, men de giver overhovedet ikke turen krdit for hvor smuk den egentlig var!

 

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s